Hvad er jalousi?
Jalousi er en sammensat følelse, der opstår som en naturlig reaktion, når vi oplever, at en værdifuld relation til et andet menneske er truet af en rival – indbildt eller reelt.
Jalousi kan være sund, så længe den ikke fylder for meget. Et lille stik af jalousi en gang imellem kan endog være med til at styrke et forhold ved, at vi bliver mindet om, at et andet menneske har stor betydning for os. Det kan være med til at minde os om at vise vores værdsættelse og påskønnelse af den anden og at begge parter derigennem bliver bekræftede i styrken af båndet mellem sig.
Men jalousi kan blive et problem, hvis følelserne kommer til at fylde for meget. Hvis vi hele tiden går rundt og tvivler på vores eget værd eller er bange for at miste, mister vi vores livsglæde og energi. Jalousi bunder ofte i oplevelsen af lavt selvværd og svigt, og kan følge os fra barndommen, eller opstå senere i livet i forbindelse med konkrete oplevelser eller forestillinger, vi gør os.
Reaktioner på jalousi
Jalousi er en meget opslidende følelse at blive ramt af, og den påvirker både vores krop, følelser og tanker samt adfærd.
Fysisk er reaktionerne kendetegnet ved hjertebanken, uro, ondt i maven, svimmelhed og spændinger. Man kan have svært ved at trække vejret, let til tårer og måske også kvalme og forstyrret søvn.
Tanker og følelser vil generelt være negativt præget og synes nærmest at have deres eget liv.
Herefter følger de uhensigtsmæssige handlinger, som typisk består i at søge at kontrollere sin partners adfærd, søge overdreven bekræftelse på om, at man er god nok som man er, og forsikring om, at den anden er der.
Dette kan føre til en masse problemer i et parforhold som magtkampe og skænderier.
Hvornår er jalousi et problem?
Jalousi er et problem, når du føler dig ulykkelig over at være jaloux og gerne vil være fri af den følelse, hvis du ikke føler dig forstået af din partner eller hvis jalousien fører til konflikter mellem dig og din partner.
Det er almindeligt at være ked af at være jaloux og at føle skam over det, fordi det kan medfører et behov for at kontrollere og begrænse sin partner i dennes sociale liv og resultere i, at denne kan føle sig krænket og frustreret over ikke at have sin almindelige frihed. Ofte vil den jaloux person forsvare sig med vrede for at dække over sin skam, hvilket typisk giver anledninger til flere skænderier.
Når man lider af jalousi bruges der ofte meget tid på at spekulere over, hvad den anden foretager sig, når vedkommende ikke er til stede, og man kan ikke overbevise sig selv om, at der ikke er noget hold i de negative og uhensigtsmæssige tanker, man fylder sit hoved med.
Til sammen giver dette ofte den jaloux person en oplevelse af at være et dårligt menneske og som en utilstrækkelig og dårlig partner.
Samtaleterapi og jalousi
Et væsentligt led i behandlingen af jalousi er at tage ansvar for den og aktivt at gå ind i at undersøge, hvad der ligger bag den.
I fællesskab vil vi undersøge hvad det er, du i dine tanker forsøger at overbevise dig selv om, og som skaber jalousifølelsen, samt hvordan det oftest vil vise sig at være tankespind. Når du bliver opmærksom på, at overbevisningerne ikke holder i virkeligheden og i øvrigt arbejder med dig selv og din følelse af eget værd, vil følelsen af jalousi begynde at aftage.
At arbejde med at styrke dit selvværd er således også en vigtig del, så du kan opleve at være lige så meget værd som andre. Et led i dette er at arbejde med at blive bedre til at mærke og markere dine grænser samt at mærke og opbygge tillid til din partner, på trods af risikoen for at blive svigtet. Det går også ud på at undersøge, hvad du holder af at beskæftige dig med, hvad der bringer dig glæde i dit liv, hvor dine særlige styrker, kvaliteter og kompetencer ligger og hvordan du kan komme mere i kontakt med dette og derigennem din følelse af eget værd.
Parterapi kan også være meget hjælpsom i forhold til, at man som par begge bliver bevidste om, hvilke faktorer, der er på spil, og så begge parter kan hjælpe hinanden til at jalousien kan lægge sig.