Udbrændthed – og vejen tilbage

Hvad er udbrændthed?

Udbrændthed kan betegnes som en svær stressbelastningstilstand som relaterer sig til ens arbejdsliv.

Udbrændthed er således ikke noget, der opstår pludseligt, fordi man har haft travlt eller været for belastet i en afgrænset periode. Det er en tilstand, som udvikler sig langsomt over flere år med for stor belastning eller for stor personlig og følelsesmæssig investering af sig selv i sit arbejde og de opgaver eller mennesker, det drejer sig om, og hvor man ikke har været opmærksom på, eller ikke har oplevet, at der var plads eller tid til, at tage vare på sig selv og sine behov.

Denne tilstand er således væsentligt mere alvorlig og gennemgribende end en ”almindelig” stressbelastning, og vejen tilbage er tilsvarende længere.

Det mest kendetegnende for udbrændthed er følelsesmæssig udmattelse, følelsesmæssig distancering i forhold til andre mennesker og dårligere selvværd og ydeevne i forhold til udførelsen af arbejdet.

Årsager til udbrændthed

Man bliver ikke udbrændt af at være engageret og investeret i sit arbejde. Som regel er det tvært imod en kilde til energi og trivsel. Udbrændthed kan imidlertid blive en konsekvens, hvis der opstår en ubalance, og ens engagement og investering over længere tid ikke modsvares af tilsvarende eller ønskede resultater af ens indsats. Som fx hvis man oplever, at de mennesker, man forsøger at hjælpe, ikke får udbytte af hjælpen, eller at der i ens arbejdsmæssige rammer ikke findes de rette ressourcer og opbakning til at støtte og føre den indsats, man yder som medarbejder ud i livet. Eller hvis ens investering i arbejdslivet får for store omkostninger for ens privatliv.

Symptomer på udbrændthed

Hvis du er, eller er ved at blive udbrændt, vil du kunne opleve

  • en gennemgående følelse af opgivenhed i forhold til dine arbejdsopgaver og deres effekt.
  • at have svært ved at se en mening med og værdi i det, du laver, også det du tidligere fandt meningsfyldt, udfordrende og interessant
  • at din egen følelse af at være noget værd, er reduceret
  • at det kan føles som om, du ikke har mere at give af dig selv
  • at du er mere træt, når du vågner, end da du gik i seng
  • at hvor du før følte dig engageret i og dedikeret til dit arbejde og de mennesker, du arbejdede med, kan du nu være fyldt af en oplevelse af helst bare at ville have fred og være fri for at skulle have med nogen eller noget at gøre
  • at selv mindre opgaver kan føles svære at klare på et tilfredsstillende niveau
  • forskellige fysiske symptomer som fx hovedpine, kvalme, svimmelhed, ændret appetit og hyppigere sygdom end normalt.
  • måske er du begyndt at bruge mad, alkohol og/eller medicin som en form for selvmedicinering.
  • at lysten til og modet på tilværelsen er forsvundet og
  • det er svært at føle glæde med noget som helst.

Behandling af udbrændthed

Udbrændthed kan afhjælpes med bl.a. samtaleterapi. Er du først blevet udbrændt for alvor, kan vejen tilbage være lang – dog ikke håbløs. Men af samme årsag er det bedst at begynde at forebygge og ”vende skuden”, hvis du kan se, at du er på vej ud af dette spor. Også her er samtaleterapi effektivt.

Et samtaleforløb kan bestå af i fællesskab at undersøge, hvad det er der gør, at du er blevet (eller er ved at blive) udbrændt og hvordan dine arbejdsmæssige rammer og din måde at navigere i dem på kan have bidraget hertil.

Vi vil undersøge hvilke handlemuligheder du har i forhold til at bremse den negative udvikling og hvad du kan have brug for at gøre anderledes i dit liv for at komme ovenpå igen og at kunne udfolde dig i dit liv.

Undervejs vil du langsomt genopbygge din respekt for, tillid til og anerkendelse af dig selv, dit værd og dine grænser så du igen kan føle glæde og udfolde dig i dit liv.

I behandlingen af stress er samtaleterapi ikke altid nok. Nogle gange vil det kunne være til stor gavn at inddrage ‘Kropsterapi‘. Jeg har selv god erfaring med at supplere samtaleterapi med ‘Kranio sakral terapi‘eventuelt kombineret med ‘Organmassage‘, ‘Bindevævsmassage‘ og ‘Tensegrity‘, til at hjælpe kroppen ud af sit kamp-flugt-program, så afslapning og genopbygning af kroppen og dens ressourcer kan finde sted.