Introvert/Indadvendt – kend dine særlige behov og kvaliteter

Introvert er et personlighedstræk

At være introvert er oftest noget folk forbinder med at være genert, men der er tale om et personlighedstræk med mange særlige kvaliteter.

30-50% af befolkningen er introvert, men ikke alle har lært at mestre denne del af deres personlighed eller oplever den som noget positivt. Det hænger sandsynligvis sammen med, at vi lever i et samfund og en tid, der i høj grad er præget af ekstroversion og som derfor ikke umiddelbart anerkender eller forstår introverte menneskers behov og kvaliteter.

Introverte og ekstroverte kommer nemt til at misforstå hinanden, fordi de er så grundlæggende forskellige.

Kendetegn

Kendetegnende for introverte mennesker er, at

  • de får energi af at være alene og i stilhed mens de drænes for energi i forsamlinger med mange mennesker. (Det betyder ikke, at de ikke bryder sig om selskab, men at de har brug for tid alene ind imellem til at lade op.) Omvendt får ekstroverte energi gennem ydre påvirkninger og af at være i selskab med andre.
  • de foretrækker at være sammen med nære venner over at gå til fester eller deltage i større sociale sammenhænge.
  • de er mere eftertænksomme og værdsætter tid til fordybelse, hvorimod den ekstroverte trives med handling og afveksling.
  • de er særlig god til arbejdsopgaver, der kræver stor koncentration og fokus, og den ekstroverte er særlig god til at arbejde i grupper og være opsøgende.

Det er de færreste, der er enten-eller. Nogle mennesker er mere introverte end andre, og det samme gælder de ekstroverte. Nogle er meget udfordrede og andre besidder evner fra begge lejre. Introverte mennesker kan også sagtens være både højtråbende og selskabelige, ja faktisk næsten ekstroverte – forskellen er, at de er det mest omkring folk, de kender godt og ikke lige så længe ad gangen.

Hvad kan samtaleterapi bidrage med?

Mange introverte mennesker har gennem deres liv oplevet at blive mødt med en indstilling om, at introversion er noget, man kan arbejde sig ud af og med opfordringer til at være spontant sociale og gå med i byen for at ‘komme lidt ud af deres comfort zone’.

Hvis du er en af dem, der er endt med en følelse af at være forkert og utilstrækkelig, eller har du svært ved at acceptere og tage hensyn til dine særlige behov og se dine særlige kvaliteter, kan jeg hjælpe dig med dette og med at finde ro og styrke i at være den, du er.