Kranio sakral terapi

Hvad er kranio sakral terapi?

Kranio sakral terapi er en meget blid behandlingsform med dybtgående virkning på både krop og sind. Behandlingen er primært rettet mod at opløse spændinger mellem knoglerne i og muskelgrupper omkring kraniet, rygsøjlen og korsbenet. Målet er at forbedre funktionen i nervesystemet (og muskel-skeletsystemet) samt hormonbalancen og blodcirkulationen til og fra hjernen, da selv små forstyrrelser af nervesystemet kan udløse såvel fysiske som psykiske gener.

Hvad hjælper kranio sakral terapi på?

Nogle symptomer, der kan afhjælpes af kranio sakral terapi, er

  • muskelspændinger – kæbespænding
  • hold i ryggen eller nakken – lændesmerter
  • piskesmæld – bækkenløsning – frossen skulder
  • migræne – svimmelhed – tinnitus
  • allergi – hormonelle ubalancer – fordøjelsesproblemer
  • stress – forhøjet blodtryk – uro  – manglende energi
  • koncentrations- og indlæringsvanskeligheder
  • adfærdsproblemer – irritation
  • psykiske problemer som depression og angst etc.

Kranio sakral terapi til børn

Metoden er også meget velegnet til børn, der lider af

  • kolik – astma – søvnproblemer
  • indlæringsvanskeligheder – hyperaktivitet
  • motoriske og psykiske vanskeligheder
  • øreproblemer – talebesvær – sengevædning
  • metoden kan desuden forløse fødselstraumer og
  • afhjælpe skævheder i kraniet

Hvordan virker kranio sakral terapi?

Kranio sakral terapi bygger på en forståelse af, at kroppen selv korrigerer ubalancer. Når vi oplever noget traumatisk, kan kroppens evne til at afbalancere sig selv imidlertid overskrides. Et traume opstår således, hvis vi i en situation ikke er i stand til at omsætte eller kanalisere vores energi ud i handling. Når dette sker overvældes systemet, og al den energi, kroppen har mobiliseret for at klare den givne situation, stivner og låses fast i systemet som en indre modstand, spænding eller smerte.

Det særlige ved kranio sakral terapi er den meget lette berøring (5 gram). Den gør det muligt at nå ind under kroppens forsvar og møde spændingen – den indre modstand – med plads, bevægelighed og åbenhed i stedet for yderligere modstand udefra. Derved vil spændingen smelte bort, idet pladsen og bevægeligheden gør det umuligt for spændingen fortsat at holde fast, og som en bølge breder afspændingen sig ud i systemet – som om hele organismen reorganiserer sig i forhold til denne nyvundne plads og forøgede bevægelighed.

Således giver kranio sakral terapi generelt vitaliteten et løft og har en almen gavnlig virkning på ens velbefindende og livskvalitet.

“En måde at få mest ud af livet på
er ved at opleve det som et eventyr”
– William Feather